Markedet for firehjulstrækkere og især pickup trucks er enormt på det globale plan, og selvom udviklingen mod elektriske udgaver af de populære køretøjer ikke er lige så langt som med almindelige biler, hviskes der allerede i krogene om, hvem der bliver de første til at introducere en elektrisk firehjulstrækker.
I USA er de robuste pickup trucks yderst populære. Nogle bruger dem som en helt almindelig bil til at køre til og fra arbejde i, mens andre investerer i en større og mere solid model, der kan klare lange roadtrips og offroad-ture. Man kan enda få ombyggede firhjulstrækkere der kan klare en del tæsk på de danske marker. Det er ofte Land Rover Defenders som bliver ombygget til jagt eller naturudforskning.
Du behøver dog langt fra flytte til USA for at eje en firhjulstrækker – hvis du vil have et solidt køretøj, der kan klare lange køreture og forskelligt terræn, er en firehjulstrækker – også kaldet en offroader – perfekt for dig. Der er mange modeller på markedet fra nærmest alle fabrikanter, så hvis det designmæssige betyder noget for dig, er der rigeligt at vælge imellem.
Nedenfor har vi samlet en liste over de fabrikanter, vi mener, er mest sandsynlige til at komme først med en fuldt elektrisk firehjulstrækker. Mens den velkendte fabrikant Tesla – man fristes til at sige naturligvis – er at finde på listen, består den ellers primært af mindre, lokale fabrikanter.
Netop fordi udviklingen stadig er på det spæde stadie, er der mange af de store producenter, der holder sig tilbage, og venter til produktionsomkostningerne falder, i takt med at flere og flere kaster sig over projekter med elektriske firehjulstrækkere. Der er dog flere producenter, der har røbet, at de starter produktionen i 2020, så flere og flere melder sig på banen.
Rivian R1T
Denne luksus truck blev præsenteret til L.A. Autoshow i 2018, så den er selvskrevet til en plads på vores liste. Netop fordi den blev præsenteret allerede i 2018, og fordi Rivian er en stor virksomhed med mange medarbejdere og et stort budget, ligger R1T aldeles lunt i svinget til at blive den første elektriske pickup truck på markedet.
Ifølge fabrikanten er der fokus på offroad-eventyr og at leve livet frem for at det skal være en bil til arbejdsbrug. Der er indtil videre meldt tre batteristørrelser ud: 105 kWh, 135 kWh og 180 kWh, som hver svarer til henholdsvis 370 km, 530 km og 640 km (230, 330+ og 400+ miles).
Ladet kan klare en vægt på omkring 800 kg, mens firehjulstrækkeren kan trække næsten 5000 kg.
Selvom Rivian R1T er lidt mindre end de traditionelle pickup trucks, er der prioriteret at skabe masser af opbevaringsplads i form af bagagerum både for og bag samt en ekstra gear tunnel, hvor du kan have eksempelvis fiskestænger eller golftaske liggende.
Når vi træder ind i æraen for elektriske firehjulstrækkere, skal der selvfølgelig også kredses ekstra for teknologien. Rivian har skiftet instrumentpanelet og de traditionelle skiver foran rattet ud med tre forskellige skærme. Den ene afløser instrumentpanelet, som vi kender det, mens den anden afløser netop de skiver, der normalt viser hastighed, osv.
Den tredje skærm er placeret, så passagerer kan få informationer om bilen, kørslen, mm.
B1 og B2
Bollinger er en lille virksomhed i Michigan, som har annonceret ikke bare en, men to elektriske firehjulstrækkere, nemlig B1 og B2.
Begge er grove og simple køretøjer, som ikke helt kan følge med på designsiden, hvis man sammenligner med de mere etablerede fabrikanter. Det simple er dog en prioritet for Bollinger, da det gør, at køretøjet hurtigt kan tilpasses det europæiske marked og dermed opnå store markedsandele på kort tid.
Batteriet er på 120 kWh, og mens det er det største på markedet, kan bilen kun køre lidt over 300 km på en opladning, hvilket også er en af grundene til, at hverken B1 eller B2 egner sig til længere roadtrips, men i stedet er ideelle til arbejde og offroad kørsel.
Ladet kan tage næsten 2300 kg, mens begge modeller kan trække 3400 kg.
Man forventer at B1 kommer i produktion i løbet af 2020, og at B2 følger umiddelbart efter.
Atlis XT
Her er endnu en lille virksomhed, som gør sit for at komme ind på markedet for elektriske firehjulstrækkere. Atlis ligger i Arizona og har selv udtalt, at de ikke vil ind på luksusmarkedet, men i stedet vil være en solid, elektrisk arbejdstruck.
Det er meldt ud, at der kommer både en 2- og 4- dørs version, samt tre batterityper på henholdsvis 480, 640 og 800 km. (300, 400 og 500 miles).
Bæreevnen for ladet ligger mellem 450 og 2250 kg, mens trækket starter fra 2250 kg og går helt op til 9070 kg, alt efter hvilken model man vælger.
Ligesom Rivian har også Atlis fokuseret på at implementere ny teknologi i deres elektriske pickup truck. De har fjernet sidespejlene og i stedet installeret en skærm på hver side af rettet, så du får bedst muligt overblik over dine omgivelser.
Tesla Truck
Som sagt kan vi ikke lave denne liste uden at tage Teslas bud på en elektrisk firehjulstrækker med. Der er dog ikke ret meget information ude endnu. Den seneste melding er, at der vil blive informeret i sommeren 2019. Man ved derfor ikke noget hverken i forhold til navn eller specifikationer, dog har Elon Musk udtalt i en podcast, at designet bliver meget anderledes og futuristisk. Man går væk fra det traditionelle krom og bruger i stedet titanium for at underbygge det futuristiske udtryk.
Ford
Der er ikke meldt noget formelt ud, som det er tilfældet med de ovenstående køretøjer, men det forventes, at Ford producerer en fuldt elektrisk udgave af deres meget populære model F-150. Derudover kunne fabrikanten for nyligt offentliggøre en investering på 500 millioner dollars i Rivian, som vi kiggede på i toppen af listen.
Der er lagt op til et samarbejde, hvor Ford blandt andet tager batteripakken fra Rivian og bygger en firehjulstrækker op omkring.
GM
GM har heller ikke meldt noget officielt ud, men har flere gange givet ret tydelige hints til, at de arbejder på et elektrisk projekt. De har flere gange udtrykt positive holdninger til en fuldt elektrisk fremtid, som også indeholder firehjulstrækkere – herunder pickup trucks.
De har stadig ikke givet nogle detaljer, men har senest meldt ud, at de tror på en fremtid med elektriske køretøjer, så mon ikke vi kan forvente et solidt køretøj herfra på et tidspunkt også.